5 spørgsmål som går igen til jobsamtalen
Man kan hurtigt komme til at føle, at man er fanget i en labyrint, når man skal forberede sig på en jobsamtale. Løsningen kan være at forberede dig grundigt på de spørgsmål, som ofte dukker op. Her kommer 5 af de spørgsmål, du ofte bliver stillet til jobsamtalen.
Helt uforvarende kan man godt komme til at give udtryk for en let irritation, når man til endnu en jobsamtale bliver bedt om at "fortælle lidt om dig selv". Men selvom du inderst inde føler et stik af irritation, er vigtigt, at du ikke lader det skinne igennem.
Tværtimod er åbne spørgsmål faktisk en udmærket platform til at gøre et godt indtryk. Det er bare meget, meget nemmere hvis du tænker over dem på forhånd - og forbereder dig på dem.
Annonce:
"Fortæl om dig selv"
En sand klassiker - og lidt af en fælde. Det er nogen gange det første spørgsmål til samtalen, og det er lidt en voldsom krog, at hænge et godt førstehåndsindtryk på.
Bedste råd? Forbered en elevatortale - for dit svar skal være kort. Du kan ligeså godt bruge dette spørgsmål til at få sat dine grundlæggende og umistelige værdier på plads.
"Hvad er dine svage sider?"
Alle arbejdsgivere, der stiller dette spørgsmål ved godt, at det er en fælde - og de forventer ikke, at du svarer, at du er kleptoman og altid kommer tre timer for sent.
På den anden side kan du jo heller ikke svare: "Jeg har ingen svage sider", for det har alle jo. Så svar ærligt, men der er ingen grund til ikke at perspektivere dit svar til det konkrete job, som du søger.
Og vælg eventuelt den af dine svage sider, som ikke nødvendigvis er en stor ulempe i forhold til det. Eksempelvis kan det at være perfektionistisk ikke tælle som den værste egenskab for en bogholder. Men det kan stadig nævnes som en svag side.
"Hvad er dine stærke sider?"
Denne her er næsten ligeså slem, som den med de svage sider. Og samtidig er den en udfordring for mange, der ikke er vant til at tale om det, de er gode til.
Men svaret kan godt være simpelt. Her skal du nemlig igen være fuldstændig ærlig. Nævn 2-3 kompetencer og egenskaber, der virkelig er dine stærke sider, og som samtidig passer til det job du søger.
Føler du lige for det, kan du eventuelt svare det samme som du ville, til spørgsmålet om hvad dine svage sider er. Det skaber en sammenhæng, og viser at du er velovervejet. Det vil dog kun fungere, hvis dit svar er på et mere overordnet plan. Det kan for eksempel være både en stærk og svag side, hvis du er perfektionistisk anlagt.
"Hvorfor stoppede du i dit tidligere job?"
Også en klassiker med indbygget faldgruppe. Vær ærlig, men ikke for ærlig. Var der tale om en fyringsrunde eller nedskæringer, bør du bare sige det ligeud. Var der personlige konflikter, er det generelt en dårlig ide at begynde og fortælle om dem.
Og brug ikke dette spørgsmål til at tale grimt om din tidligere arbejdsgiver. Hvis du sagde op, fordi du søgte nye udfordringer, kan du også være helt ærlig omkring det.
Husk også på, at når du svarer, kan du risikere at virksomheden gerne vil kontakte din tidligere arbejdsplads som reference.
"Har du spørgsmål?"
Ja du har! Og du har planlagt dem på forhånd, da du lavede din research. Spørg ind til jobbet, eksempelvis hvordan det er placeret i forhold til de ydelser / produkter, som virksomheden leverer.
Spørgsmålet falder ofte til sidst i en jobsamtale, så det er en god chance for at få dem på den anden side af bordet til at fortælle om virksomheden / organisationen. Det er normalt ikke nogen god ide at bruge denne mulighed til at stille kritiske spørgsmål eller til at snakke løn.
Dette blogindlæg blev oprindeligt udgivet i august 2016, og er opdateret og ajourført i september 2024.