Sådan forhandler du løn til jobsamtalen

“Og hvad tjener du så nu?” Det spørgsmål kender vi vist allesammen fra jobsamtalerne. Og af en eller anden grund gør det mange af os en lille smule utilpasse. Her er et par gode grunde til, hvorfor du altid bare skal fortælle sandheden.

Men først og fremmest får du lige et godt råd: du skal ikke selv bringe emnet på banen. Det er umuligt at ansætte en medarbejder uden på et eller andet tidspunkt at diskutere løn og vilkår, så I skal nok komme til at diskutere det alligevel.

image

Og så til spørgsmålet. Lad os gennemtænke nogle scenarier:

  • Du svarer “mellem X og Y”, og undlader dermed at sige præcist hvad du tjener.
  • Du svarer, at du ikke ønsker at besvare spørgsmålet.
  • Du lyver, og siger et andet beløb end det, du faktisk tjener.
  • Du fortæller hvad du tjener og husker at nævne pensionsordning og eventuelle goder som sundhedsforsikring og lignende.

Problemet med enten ikke at svare eller at svare upræcist er, at du meget kan komme til at signalere en form for utroværdighed. Hvis det nu var dig, som sad på den anden side af bordet - ville du så ikke også synes, det var et lidt sært svar på et fuldstændig simpelt spørgsmål?

Det samme gælder at lyve og svare et andet beløb end man faktisk tjener. Det er dumt. Dels fordi det helt principielt ikke er en god ide, at starte en ny relation med en løgn. Og dels fordi du med ret stor sandsynlighed bliver afsløret i den.

Tilbage er, at du rent ud fortæller hvad du tjener, når du bliver spurgt om det. Forventer du at få mere i løn? Så sig det. Det er helt legitimt, og der er ingen grund til at have berøringsangst.

Husk også, at pensionsordning og eventuelle goder som sundhedsforsikring og lignende også er en del af pakken.

Kristian Høgh Stephansen

Kristian Høgh Stephansen
5. marts 2024

Tilmeld dig Ugebrev for ledige

image

CV skabeloner, tips og tricks til din jobsøgning, ledige jobs. nyt arbejdsmarked. Du får det hele og lidt til hver tirsdag i Ugebrev for ledige.

Læs mere på Ugebrevforledige.dk eller tilmeld dig herunder.

Annonce:

image

Undersøg dit lønniveau

En lønforhandling går bedst, hvis du er velforberedt - også på den del af jobsamtalen. Du er nødt til at prøve at regne dig frem til din “markedsværdi” - og det gør du lettest ved at starte med at finde en lønstatistik.

Mange fagforeninger har detaljerede lønstatistikker for deres medlemmer. Du finder dem typisk, når du er logget ind på forbundets hjemmeside. Det næstbedste er at benytte enten Jobindex eller KRIFA's lønberegner (kræver ikke brugeroprettelse eller login). Søger du jobs indenfor områderne, tilbyder både DJØF og Dansk Magisterforening fine løntjekkere som heller ikke kræver login.

Der er masser af andre tjenester derude, som måske kan give dig et fingerpeg om et niveau - men desværre er ingen af dem på højde med den vejledning du vil kunne få ved din fagforening eller A-kasse.

Opfordringen herfra er derfor: Brug dem!

Tjek også r/dkloenseddel på Reddit

I denne meget aktive subreddit (forum) på Reddit deler danskere deres lønsedler med andre. Naturligvis uden at dele personlige oplysninger, men dog med information om titel og landsdel. 

Det er umådelig nyttigt, hvis du gerne vil vide, hvad det reelle lønniveau er for det job, du søger.

Det er absolut anbefalelsesværdigt at tjekke, om ikke der skulle være en eller flere eksempler på lønsedler, som kunne være relevante for dig.

Og glem nu ikke at benytte søgefeltet!

Tal din sag

Du synes måske, at du har tjent for lidt i dit forrige job? Det er et fuldstændig legitimt argument. Sig det lige ud, når du bliver spurgt, og argumentér dernæst for, hvorfor du bør have en højere løn.

Hvis du føler, at din eventuelt kommende arbejdsgiver er ude på at presse dig til en meget lavere løn end du forventer, lønstatistikkerne taget med i betragtning, er der i nogen grad en advarselslampe som bør lyse hos dig.

Alt afhængig af din situation, kan du jo overveje hvorvidt du vil holde fast på dit lønkrav, foreslå et beløb midt imellem eller helt bøje af. Her er det svært at komme med løsninger på formel.

Ekstraordinær lønforhandling efter prøvetiden?

Men en ting du bør være en lille smule på vagt over for, er at aftale en ekstraordinær lønforhandling - for eksempel efter de tre måneders prøvetid. Det er selvfølgelig ikke problem i sig selv, men sagen er bare, at denne type aftaler ofte ledsages af en noget lavere løn, fordi man stilles en lønforhøjelse i udsigt på forventet efterbevilling.

Al erfaring viser, at det er ret svært at forhandle sig frem til lønforhøjelser på mere end 5-6 pct, så hvis du accepterer sådan en ordning skal du have det med i dine overvejelser. Og så skal du selvfølgelig huske at få skrevet aftalen ind i ansættelseskontrakten.

Under alle omstændigheder: Vær aldrig bange for at kontakte din fagforening. De kender din branche og har de juridiske muskler, du kan risikere at få brug for.

God jobjagt!

Dette blogindlæg blev oprindeligt udgivet i august 2017, og er opdateret og ajourført i marts 2024.