Virksomhedspraktik – dit springbræt til det næste job?
Jobcenteret har forskellige tilbud, som de præsenterer dig for, når du er til samtale hos dem. Et af de tilbud er praktik i en virksomhed. Men er det noget, du skal sige ja tak til?
En periode med virksomhedspraktik kan sagtens blive dit springbræt til det næste job. Det kan give dig mulighed for at snuse til nye brancher og nye opgaver – og er en perfekt måde, at få foden inden for i en virksomhed på.
Du får også mulighed for at udvide dit netværk og få nyt at skrive på CV’et. Men det er op til dig at bruge en praktikperiode konstruktivt og aktivt. Og så skal du passe på, at du ikke blot bliver en gratis arbejdskraft. Vælg derfor din praktikvirksomhed med omhu.
Annonce:
Fordele ved virksomhedspraktik
Er du nyuddannet og uden erfaring, kan det være svært at få det første job i hus. Det samme, hvis du har været ledig et stykke tid, eller har et ønske om at skrifte branche. Her kan en virksomhedspraktik være med til at åbne nye døre, så du får et fodfæste på arbejdsmarkedet. Det koster nemlig ikke noget for virksomheden, at have dig i praktik, for du fortsætter med at modtage dine dagpenge. Til gengæld er det heller ikke meningen, du skal udføre egentligt arbejde.
En praktikperiode er derfor en rimelig uforpligtende måde for du og virksomheden at se hinanden an på.
Du får mulighed for at lære en virksomhed at kende, se hvilke opgaver, der er behov for at få løst - og hvilke kvalifikationer, der bliver efterspurgt. Du får også noget at stå op til, nye kolleger at lære at kende og en ramme at agere i. Og viser du interesse og gør det godt, står du meget længere fremme på listen, næste gang virksomheden skal ansætte en ny medarbejder.
Hvor finder du en praktikplads?
Dit lokale jobcenter vil næsten altid have kontakt med en række virksomheder, der gerne vil have en person i praktik. Men hvorfor ikke selv opsøge drømmevirksomheden og få en praktikaftale i stand?
Det kan for eksempel være i en virksomhed, hvor du virkelig gerne vil have job – men hvor der for tiden ingen ledige stillinger er. Eller et sted hvor du søgte drømmejobbet, men desværre fik afslag. Her kan du kontakte virksomheden, og spørge om du i stedet kan komme i praktik. På den måde viser du, at du virkelig gerne vil ansættes og at du vil virksomheden.
Brug praktikperioden konstruktivt
Lær så meget om virksomheden som du kan under praktikperioden.
Hvad er udfordringerne, hvor er virksomheden på vej hen? Bliver der behov for nye kompetencer inden for den nærmeste fremtid – og er der eventuelt medarbejdere, der er på vej væk fra virksomheden. For eksempel for at gå på pension eller efterløn. Eller på barsel – så der måske er mulighed for at vikariat?
Alt sammen nyttig viden, der giver dig et kæmpe forspring i forhold til konkurrenterne, næste gang der bliver en ledig stilling i virksomheden.
Fakta om virksomhedspraktik
Du har ret til at komme i virksomhedspraktik fra første ledige dag. Du kan komme i praktik i både en privat eller offentlig virksomhed. Dog ikke i den virksomhed, hvor du sidste har været ansat.
En periode med virksomhedpraktik kan vare op til 4 uger – dog op til 8 uger, hvis du er nyudannet og endnu ikke har haft arbejde efter endt uddannelse.
Der er ikke loft over hvor mange perioder med virksomhedspraktik, du kan få.
Du må ikke begynde på en praktikperiode, før du, virksomheden og jobcenteret har indgået en aftale om praktik og denne aftale er skrevet ind i ”Min Plan”.
Du bliver ved med at modtage dine dagpenge fra a-kasse, mens du er i praktik.
Du har mulighed for at bliver ansat med løntilskud i virksomheden, når praktikperioden er slut.
Hvordan kommer du videre med et praktikforløb?
Start med at læse mere om virksomhedspraktik på Jobnet.dk, og kontakt dernæst dit jobcenter og din jobkonsulent.
Det er jobcenteret som har ekspertisen på området. Vi tager forbehold for indholdet i denne artikel (men hvis du finder en fejl eller har kommentarer i øvrigt hører vi meget gerne fra dig).
Annonce:
Tilmeld dig Ugebrev for ledige
CV skabeloner, tips og tricks til din jobsøgning, ledige jobs. nyt arbejdsmarked. Du får det hele og lidt til hver tirsdag i Ugebrev for ledige.
Læs mere på Ugebrevforledige.dk eller tilmeld dig herunder.