Skriveblokering? Sådan kommer du videre!

Vi kender det alle. Vi stirrer på den hvide skærm, og ved godt, at nu skal vi skrive en ansøgning. Men der kommer bare ikke nogen ord. Fingrene er stivnet på tastaturet, og en provokerende cursor bliver ved med at blinke utålmodigt til dig. Her er et forslag til, hvordan du kommer videre.

Det er utrolig svært at variere sine jobansøgninger, og det kan være endnu sværere at blive ved med at finde inspirationen til at skrive endnu en ansøgning til endnu et job. Det er fristende at tage en tidligere ansøgning og bare kopiere den - og nogen gange er det også en fin løsning.

Men der er ingen tvivl om, at en ansøgning, som er skrevet specifikt til  virksomheden og rettet mod det specifikke job, virker allerbedst. En ansøgningen som er inspireret, og som springer ud af en virkelig lyst til at få jobbet, vil ofte ende øverst i bunken.

image

Hurtigskrivning, flowskrivning - kært barn har mange navne

En af måderne at komme over skriveblokaden er hurtigskrivning / flowskrivning / freewriting. Kært barn har mange navne. Løsningen er, kort fortalt, at tvinge sig selv til at få nogle ord nedfældet.

Teknikken kan bedst af alt sammenlignes med en en-mands-brainstorm. At du skriver lige det, som falder dig ind. Du vil blive overrasket over, hvad der kan komme ud af det. Ofte vil du finde sætninger, formuleringer og tanker, som du ikke normalt ville komme på.

Sådan gør du:

Flowskrivning tager udgangspunkt i en “starter” eller en “kicker”. En sætning eller et spørgsmål, som du bruger til at starte din proces. I denne sammenhæng er det nyttigt at tage udgangspunkt i det job, som du netop nu er i færd med at søge. Din "starter" kan derfor eksempelvis være:

En dag på mit kommende drømmejob


Sæt en timer på 10 minutter og begynd at skrive. Beskriv hvordan der ser ud, hvem du møder, hvad du laver. Beskriv hvor det er henne. Alt hvad der falder dig ind. Husk på, at der er ikke andre end dig, som skal læse det. Det er dine private tanker om et job, du virkelig gerne vil have.

Hvis du skriver på den starter i 10 minutter uden ophold, vil der helt sikkert komme ting frem, som du ikke havde regnet med. Du skal ikke lægge nogen bånd på dig selv. Jobbet må være hvad som helst - bare det er et job, du virkelig gerne vil have. Det behøver ikke at være et ledigt job, eller for den sags skyld et job, der rent faktisk eksisterer.

Ideen med det hele er, at du ikke må gå i stå. Hvis du kan mærke, at du er ved at gøre det, skal du prøve at blive ved med at skrive - om nødvendigt det samme ord igen og igen. Du skal ikke tænke på, hvordan du staver, og du skal ikke rette noget mens du skriver - det handler kun om ord, sætninger og tanker.

Andre gode "startere" kunne være:

  • Hvilke unikke kompetencer er det jeg har, som gør mig egnet til det her job?
  • Hvad kan jeg bidrage med til denne virksomhed?
  • Hvorfor er jeg den medarbejder, som de ikke kan undvære?
  • Hvordan skaber jeg værdi for denne virksomhed?
  • ... eller noget helt femte
Kristian Høgh Stephansen

Kristian Høgh Stephansen
1. november 2016