Regnskabskursus fik ledige akademikere i job i lyntempo
Nitten akademikere uden fast arbejde blev i foråret tilbudt et otte ugers regnskabskursus af Jobcentret i Frederiksberg Kommune. I dag er alle kommet i fast job, og et nyt regnskabskursus i fuld gang.
Cand. mag i engelsk. Flot kandidateksamen fra 2013. Men akademiker-titlen gav ikke Jeppe Møgelmose noget fast fodfæste på arbejdsmarkedet, og i seks år havde han kun haft korte ansættelser og ellers været ledig.
I foråret fik den 31-årige Jeppe Møgelmose så et nyt tilbud fra Jobcentret på Frederiksberg. Sammen med 18 andre akademikere uden arbejde kunne han komme på et otte ugers regnskabskursus for lære blandt andet bogføring og regnskabsførelse.
"Hvis Jobcentret ikke havde skubbet på, havde jeg nok aldrig drømt om at tage et regnskabskursus, men da tilbuddet fra jobkonsulenten kom, tænkte jeg, at det kunne da ikke skade. Jeg havde jo prøvet alle mulige andre ting, der ikke virkede", siger han.
Og regnskabskurset var en øjenåbner for den humanistiske akademiker, der aldrig havde set sig selv arbejde med bogholderi.
"Jeg opdagede, at jeg kan kombinere mine akademiske kompetencer med noget meget praktisk og brugbart, der giver mening. Jeg har aldrig været hverken et matematisk geni eller den store talhaj. Men jeg været god til at sætte ting i system og have struktur", fortæller han.
I dag har Jeppe Møgelmose fået et fast deltidsarbejde på Regnskabsskolen, hvor han i foråret var på skolebænken. Han hjælper med den daglige bogføring og i takt med, at han får mere erfaring, får han også mere komplekse opgaver.
"I mine tidligere korte ansættelser har jeg altid tænkt ’Æv’ mandag morgen ved udsigten til at skulle på arbejde. Nu har jeg stor arbejdsglæde i at være regnskabs- og bogholderiassistent og kan se, at jeg i den funktion også gør brug af mange kompetencer som akademiker", siger han.
Succes at vende det hele på hovedet
I Frederiksberg Kommunes arbejdsmarkedsafdeling kalder jobkonsulent i Akademiker Center Nils Fuglesang regnskabskurset for en ubetinget succes.
"Det er første gang, at vi prøver at vende det hele på hovedet og tilbyde et lavpraktisk regnskabskursus til akademikere. Allerede i foråret var der en stor tilstrømning af især ledige magistre," siger han og tilføjer, at han selv var overrasket over, at kurset blev fyldt helt op.
Og i dag er samtlige nitten kursister, der gennemførte regnskabskurset i foråret, i beskæftigelse og ude af dagpengesystemet. Ifølge Nils Fuglesang er nogle ansat i mindre virksomheder, andre underviser og et par stykker har fået mod på at springe ud som selvstændige.
"Små og mellemstore virksomheder har ofte ikke råd til og brug for at ansætte en akademiker. Men hvis en akademiker kan lidt bogføring, kommunikation, sociale medier og strategi, er de en eftertragtet arbejdskraft. De mindre virksomheder har brug for kompetente blæksprutter, og med et regnskabskursus bliver en cand.mag lige præcis det," fastslår Nils Fuglesang.
Efter successen har Akademiker Centret på Frederiksberg besluttet at gentage regnskabskurset, og 14 ledige akademikere er nu i gang med at lære bogholderi. Flertallet er uddannet inden for bløde humanistiske fag som pædagogik, dramaturgi og latin.
"På Frederiksberg har vi mange ledige akademikere, der er uddannet inden for hårdt ramte brancher og er ved at køre på sidste omgang, inden de falder ud af dagpengesystemet. Et regnskabskursus gør dem meget mere interessante for arbejdsgiverne," siger Nils Fuglesang og henviser til, at mere end end hver anden ledige i kommunen er akademiker.
Gitte Redder
4. november 2019
Om Nyledige.dk
Nyledige.dk udbyder målrettede og erhvervsrettede kurser af tre til otte ugers varighed og samarbejder med kommuner, jobcentre, a-kasser og virksomheder om udvikling af kurserne.
Nyledige. dk er en del af Edutasia, der er er Danmarks største udbyder af onlinekurser og e-learning.
Tilmeld dig Ugebrev for ledige
CV skabeloner, tips og tricks til din jobsøgning, ledige jobs. nyt arbejdsmarked. Du får det hele og lidt til hver tirsdag i Ugebrev for ledige.
Læs mere på Ugebrevforledige.dk eller tilmeld dig herunder.
Trædesten til fast job
Frederiksberg kommune har arbejdet sammen med virksomheden Nyledige.dk om at udbyde regnskabskurset. Nyledige.dk udvikler både onlinekurser og kortere og længere uddannelser indenfor blandt andet regnskab, it, sprog og digitalisering.
Direktøren for Nyledige.dk Jacob Fuglsang mener, at langt flere kommuner bør tænke ud af boksen, når de tilbyder ledige kurser.
"Erfaringen fra Frederiksberg kommune viser, at det nytter noget at løfte ledige og brede deres kompetencer ud. Regnskabskurset er blevet en trædesten til jobmarkedet for dem, og så er det også et regnskabskursus, som de løbende kan bygge videre på," siger Jacob Fuglsang.
Jeppe Møgelmose er super glad for, at jobcentret skubbede ham i en ny retning.
"Arbejdsmarkedet udvikler sig så hurtigt, og især digitalt sker der hele tiden noget nyt. Ledige skal have bedre muligheder for at tilegne sig flere og nye kompetencer og lærer nye IT-programmer at kende. Det giver mange flere chancer for at få job".
"Der er masser af fornuft i at give arbejdsløse et kursus, som de straks kan gå ud og anvende i en virksomhed," betoner han.
Annonce: