5 ting du ikke skal gøre i din ansøgning
Mon ikke de fleste af os kender den hektiske følelse i kroppen, lige før man trykker på knappen og sender sin ansøgning afsted? Fik du nu det hele med? Her kommer 5 basale fejl som mange af os begår i vores jobsøgning.
Vi har næsten altid travlt, når vi sender vores ansøgning til drømmejobbet afsted. Og når adrenalinen kører i kroppen, glemmer vi nogle gange at tænke os om.
Se derfor det efterfølgende som en tjekliste, hvor du helst skal have 0 krydser.
Søger du via et rekrutteringssystem, er det ikke alle punkterne herunder, som er relevante for dig.
Din e-mailadresse er useriøs
Din e-mailadresse indtager en prominent position i såvel ansøgning som CV. Derfor er det vigtigt, at du har en e-mail, som ikke sender forkerte signaler. Lyder det pedantisk? Det er det måske også, men det er jo altså også marginaler, som nogle gange afgør, om du får jobbet eller ej.
Og hvis din e-mailadresse udtrykker noget useriøst, er du allerede bagud på point. Og det kan du lige så godt gøre noget ved først som sidst.
- En e-mailadresse der sender seksuelle signaler, er helt udelukket.
- En e-mailadresse der er useriøs og eksempelvis henviser til fest, drikkeri og lignende er udelukket.
- En e-mailadresse der er barnlig, fungerer heller ikke så godt. Ord som ”bettemus”, ”peterplys”, ”bamsepigen” fungerer bare ikke særlig godt foran @ i en professionel sammenhæng.
- En e-mailadresse som angiver, at den er til en hel familie er måske ikke udelukket, men sender et sært signal. Hvorfor signalere at en e-mail er fælles, når man uden problemer kan få en gratis personlig e-mailadresse via gmail, hotmail med flere?
- Tænk over domænet. Hvis du har en hobby, som afspejles i din e-mailadresse, skal du måske overveje en ekstra gang, om det er den, du skal bruge? Eller om det sender et signal om, at din fritid er vigtigere end dit job?
Løsning:
Opret en adresse som ikke sender modstridende signaler. Gør det enkelt, for eksempel med fornavn.efternavn før @ - det sender et godt, professionelt signal.
Annonce:
Kristian Høgh Stephansen
1. oktober 2024
Tilmeld dig Ugebrev for ledige
CV skabeloner, tips og tricks til din jobsøgning, ledige jobs. nyt arbejdsmarked. Du får det hele og lidt til hver tirsdag i Ugebrev for ledige.
Læs mere på Ugebrevforledige.dk eller tilmeld dig herunder.
Annonce:
Du genbruger tekst, men glemmer at fjerne referencer til andre jobs, du har søgt
Der er intet galt i at genbruge en ansøgning - eller dele af den. Hvis du har lavet en virkelig god uopfordret ansøgning, er der helt sikkert store dele af den, som du kan og bør bruge igen. Du skal bare huske at læse korrektur, når du gør det.
Der er få ting, der sender et mere sjusket signal end hvis du eksempelvis har skrevet det forkerte firmanavn i din ansøgning. Så er det helt klart for enhver, at du bare sender til alle - og at du ikke har skrevet ansøgningen specielt til dem.
Virksomheden du søger job hos ved tror naturligvis ikke, at du eksempelvis kun har sendt en enkelt uopfordret ansøgning, og at den lige præcis var til dem. Men selvom de godt ved, at de bare er en af mange på din liste, skal du ikke minde den, der læser ansøgningen om det.
Løsning:
Lav en blank udgave af din ansøgning, hvor der ikke er føjet firmanavne og andet modtagerdefinerende ind.
Marker felterne hvor du skal "personalisere" med kraftige streger, stjerner ********** eller lignende så du ikke KAN overse det.
Hvis du bruger Gmail har du desuden muligheden for at aktivere funktionen "Fortryd send", hvor du har 15 sekunder til at trykke "fortryd" efter du har sendt. Det er de 15 sekunder, du ellers ville bruge på at råbe og bande når du sender for hurtigt. Det vil du ikke fortryde.
Du glemmer at vedhæfte dit CV
Du har skrevet en skidegod ansøgning. Du har ovenikøbet sørget for ikke skrive det forkerte firmanavn i den. Alting er som det skal være .... og så er du glemmer du at vedhæfte det CV som du ellers er så stolt af.
Så nu skal du sende en mail med teksten: "Ups - glemte at vedhæfte det her :-)".
Det er ikke noget som sætter dig foran i jobkøen. Det sender desværre et rigtig skidt signal - også selvom personen i den anden ende sikkert selv har gjort det masser af gange.
Løsning:
Gør dig umage. Gør det til en vane, at vente med at plotte modtagerens e-mailadresse ind til allersidst – og at vedhæfte filerne, som det allerførste mens du udarbejder din mail - så glemmer du det ikke så nemt. Og så kan Gmail's "fortryd"-funktion, som omtalt herover, også redde dig her.
Du skriver ikke noget i selve mailen
Det er god praksis at vedhæfte sit CV og ansøgning som vedhæftede filer (og gerne som en samlet fil - se herunder). Det fører desværre bare ofte til at folk der søger job, ikke skriver noget i selve mailen. Og det er en stor fejl.
Når en potentiel arbejdsgiver åbner en mail fra dig, skal der stå andet end "Vedhæftet ansøgning" i teksten i mailen. Jeg har altid holdt på at skrive hele ansøgningen i mailen - og så skrevet nederst at ansøgning og CV også er vedhæftet.
Men man kan jo også skrive en dedikeret mail, hvor man hurtigt noterer, hvilket job man ønsker at søge, og at man har vedhæftet ansøgning og CV.
Der er flere grunde til at det er en god ide at gøre det sådan:
- Din mail kan meget hurtigt komme til at ligne spam, hvis ikke du skriver en meningsfuld brødtekst. Hvis du - udover at sende en tom mail - også vedhæfter andet end PDF (se næste afsnit), beder du næsten om at blive stoppet af et spamfilter.
- Du fanger interessen med det samme. Ligeså snart en potentiel arbejdsgiver skal bruge tid på at klikke, downloade og åbne, risikerer du at vedkommende dropper det, og derfor aldrig bliver præsenteret for dine kompetencer.
- Du ved ikke hvordan modtageren læser mail. Måske bliver det modtaget på en mobiltelefon eller en tablet - og så bliver det med at åbne, og især læse, dokumenter endnu mere besværligt (og med nogen filtyper decideret umuligt).
Løsning:
Skriv noget meningsfuldt og relevant i brødteksten i mailen. Og angiv at du har vedhæftet ansøgning og CV.
Du vedhæfter for mange og forkerte filer
Du har gjort det hele rigtigt! Skrevet de rigtige firmanavne, vedhæftet CV og skrevet ansøgningen i brødteksten. Du har endda sørget for at få oprettet en ordentlig e-mail så du også fremstår som den seriøse, omstillingsparate type, du er.
Det er derimod i dine vedhæftninger, du begår fejlen.
Ingen Word-filer
Lad være med at vedhæfte dit CV eller din ansøgning som redigerbare filtyper som eksempelvis word- eller powerpointfiler. Der er ingen fornuftig årsag til at vedhæfte redigerbare filtyper.
For det første skal din potentielle arbejdsgiver jo ikke skrive din ansøgning, og for det andet udløser de ofte advarsler i antirus-software.
De indeholder desuden interessante metadata, som for eksempel sætter modtageren i stand til at se hvor lang tid du har brugt på at redigere filen. Det behøver de ikke vide...
Ikke for mange filer
Der er heller ikke nogen grund til at vedhæfte for mange filer. Lav så få, som du kan, så den der skal læse din ansøgning kun skal åbne en fil, hvor det hele er samlet. Så er det kun et par klik for modtageren for at få det ud på print.
Ikke for store filer
Tænk dernæst over filstørrelsen. Der er ingen grund til at dit CV skal fylde 20-30 MB. Det skyldes typisk et billede, som du bare skal have komprimeret.
Det kan du eksempelvis gøre med en tjeneste som Tiny PNG (https://tinypng.com/) eller (naturligvis) i billedredigeringssoftware som Photoshop eller lignende.
Læs eventuelt også dette blogindlæg om hvordan du kan fintune dit CV med ikoner og gratis programmer til billedredigering.
Vedhæft ikke videofiler
Er du en dynamisk type, der ligefrem har lavet en frisk video om dig selv og din flotte frisure, bør du holde det friske image ved lige, ved at signalere, at du også ved en del om distributionen af sådan en fyr: Nemlig via YouTube, Vimeo eller lignende.
Og aldrig, aldrig nogensinde som en vedhæftet fil.
Filnavnene bør indeholde dit eget navn
Sidst men ikke mindst: du gør modtageren en stor tjeneste, hvis du lader dit eget navn fremgå af filnavnene på dit CV og din ansøgning. Så bliver du ikke så let forvekslet med andre ansøgere.
Løsning:
Den bedste løsning til din ansøgning og dit CV er PDF.
Det er den eneste filtype du kan være 99,9% sikker på at modtageren kan åbne uden problemer. Og du kan lave PDF-filer fra stort set alle programmer - både Word, Powerpoint, Libre Office og Google Drive har mulighed for at gemme som PDF.
Komprimér billeder og sørg for at de filer du vedhæfter, har en fornuftig og begrænset størrelse. Vedhæft aldrig video, lyd eller andre tunge filer.
Dette blogindlæg blev oprindeligt udgivet i maj 2016, og er opdateret og ajourført i oktober 2024.