10 hurtige tips til jobsamtalen

Selv for den mest trænede jobsøger er jobsamtalen altid en lille smule frygtindgydende. Her kommer 10 hurtige tips til hvordan du kan håndtere den.

Jobsamtalen har potentiale til at bringe både det værste og det bedste frem i folk. Erfarne HR-folk som gennemfører masser af jobsamtaler, kan i reglen godt se igennem når klappen går ned hos en kandidat, men beklageligvis er det langt fra alle som er lige så erfarne.

image

1. Vær velforberedt

Sørg for at lave grundig research på den virksomhed eller organisation, du skal til samtale hos. Hvad laver de? Hvad er kerneprodukterne? Hvor længe har de eksisteret? Hvad er deres værdier (de gemmer sig ofte et sted på hjemmesiden)? Hvilken stil har de?

Husk også at lave en Googlesøgning på de mennesker, du skal til samtale hos. Hvordan ser de ud? Hvor gamle er de? Hvis du tjekker deres LinkedIN - profiler, skal du huske, at de normalt vil kunne se, at du har kigget.

Her er en artikel om hvordan du kan udnytte det til egen fordel.

2. Forhold dig til hvad de ved om dig

Forberedelse handler også om at undersøge, hvad dem du skal til samtale med ved om dig. Læs din egen ansøgning igennem en gang til. Og en gang mere.

Start et privat browservindue og prøv at søge på dit eget navn - brug både i Google og Bing. Så får du en god ide om, hvad din (forhåbentlig) kommende arbejdsgiver har set om dig. Der er en overordentlig stor chance for at de har googlet dig.

Det er ofte en god ide at være ekstra opmærksom på at vise arbejdsgiverne de rigtige billeder når de googler dig.

Læs din LinkedIN-profil igennem, og se ved samme lejlighed om de har været inde og kigge på den.

3. Tænk over din fysiske fremtoning

Første indtryk betyder meget. Derfor skal du selvfølgelig tage noget passende tøj på. Noget som er pænt og præsentabelt, og som passer til det job du søger, og den organisation du skal besøge.

Men du skal ikke klæde dig ud. Hvis du aldrig går med jakke og slips, skal du heller ikke gøre det til samtalen (med mindre du har tænkt dig at begynde på det). Dels fordi du så sender et signal, som du ikke kan leve op til, hvis du får jobbet. Og dels fordi du ikke kommer til at føle dig veltilpas i det. Så altså: vær klædt pænt på uden at være klædt ud.

Husk også at du altså ikke får jobbet, fordi du er sexet. Det kan da godt være at ”sex sælger”... men det gælder ikke for jobs. Det tøj som gør lykke fredag aften i byen, er ikke det samme du skal vælge til jobsamtalen. Du kan risikere at gøre et decideret dårligt indtryk, hvis du klæder og opfører dig flirtende. Jobsamtalen er ikke en date.

4. Kom til tiden

Det er helt banalt, men...  du skal altså komme til tiden til en jobsamtale!

Ikke en halv time for tidligt men hellere fem minutter før end 2 minutter for sent. Her er der ingen undskyldninger der gælder. Uanset om der var trafikprop, at du ikke kunne finde en parkeringsplads eller at barnet lavede ballade, da du skulle aflevere i børnehaven. Hvis første indtryk af dig er at du ikke kan overholde en aftale, er det op af bakke.

Hvis du alligevel kan se at du kommer for sent, skal du skynde dig at ringe og sige det i forvejen. Det er bedre at give besked end at lade dem vente.

5. Se folk i øjnene og giv hånden ordentligt

Du kommer ind af døren og skal give hånd. Sørg for at give et ordentligt håndtryk. Ikke sådan et vattet "våd karklud" håndtryk, men heller ikke et, som knuser knoglerne i hånden.

Et håndtryk er i virkeligheden et udtryk for en ret avanceret social kode. Det skal vise, at du er interesseret i modparten, og at du viser respekt for vedkommende. Man skal heller ikke underkende, at håndtrykket jo også er indebærer en hvis form for intimitet. Det er derfor også vigtigt, eksempelvis at se folk i øjnene og smile, når du giver dem hånden. Den første kontakt er virkelig kritisk i forhold til det indtryk de får af dig.

6. Du leder ikke samtalen

Det er rigtig fint at du gerne vil vise alt hvad du kan - men du skal huske, at det ikke er dig, der leder denne samtale.

Derfor giver det god mening lige at lodde stemningen. Og det vil oftest indebære, at du lader de andre føre ordet i starten. Lyt - og svar. Dem der har indkaldt dig til samtalen, skal nok give dig ordet, og når de gør det skal du være klar til at tage det. Men sørg for at virke interesseret fra starten ved at lytte.

7. Træk vejret og vær klar til at tale om dig selv

I løbet af kort tid vil du få et spørgsmål i stil med: "Så lad os høre lidt om dig?". Tag det roligt og træk vejret. Fortæl om dig selv med indlevelse og tro på dig selv. Det er sværere end det lyder, og de fleste af os har godt af at øve os på det - for eksempel foran et spejl.

Referer gerne til din ansøgning i denne fremlæggelse, og vis derigennem at det du har skrevet i ansøgningen, også er sandt. Vær klar til at tage imod spørgsmål, men hvis der ikke er nogen, skal du selvfølgelig være klar til at fortsætte med at fortælle.

Læs eventuelt om de 5 mest almindelige spørgsmål til jobsamtalen.

Det kan godt løbe løbsk, så hvis du oplever, at du kommer til at tale for meget, er en effektiv måde at stoppe sig selv på, simpelthen at stille modparten et spørgsmål - mere om det lige herunder.

8. Stil de rigtige spørgsmål

Her kommer et virkelig godt fif: Alle mennesker elsker at få spørgsmål om sig selv - og alle (glade) ansatte i virksomheder elsker at tale om deres produkter og services.

Forbered nogle simple spørgsmål om det. På den måde kan du nemlig perspektivere samtalen på den helt, helt rigtige måde: nemlig ved at konkretisere på hvilke områder, du vil være en gevinst for virksomheden.

Og samtidig vil du næsten helt sikkert komme til at fremstå sympatisk og relevant. Det er vistnok sådan noget man kalder win-win på moderne managementdansk.

9. Lad arbejdsgiveren tage initivativ til spørgsmål om løn og personalegoder

Vi bliver ved spørgsmålene: I næsten alle jobsamtaler kommer der et punkt, hvor der bliver sagt: "Har du så nogle spørgsmål til os?". Det lægger op til, at du kan få afklaret ting du var i tvivl om. Og det man som jobsøger oftest har et brændende ønske om at vide noget om er løn, ferie og personalegoder. Men hold dig i skindet.

Du skal selvfølgelig benytte dig af muligheden for at stille opklarende spørgsmål, hvis du har behov - men lad være med at bruge det til at stille krav. Det er ikke her, du skal spørge om lønforhold eller præsentere ferieønsker. Den første samtale er som oftest ikke der, man tager den endelige lønforhandling. I skal nok komme til at tale om løn, men lad arbejdsgiveren tage initiativet.

Mere om det i denne artikel om lønforhandling ved jobsamtalen.

10. Slut ordentligt af. Og gerne hurtigt.

Når samtalen er slut - så er den slut. Der er som oftest en tidsplan som skal overholdes og andre som også skal til samtale efter dig. Oftest vil du få meldingen: "Du hører fra os", og så er der virkelig ikke mere du kan gøre.

På samme måde som førstehåndsindtrykket er vigtigt, er det også vigtigt at slutte af på den rigtige måde. Det kan simpelthen ikke nytte noget at trække tiden ud. Der vil for det første ikke være tid, for sandsynligheden for at den næste skal til er temmelig stor.

For det andet vil du så komme til at fremstå som den af kandidaterne, der ikke kunne smøle sig færdig.

Så slut ordentligt af. Og gerne hurtigt og effektivt. Det er vigtigt, at du husker at sige tak, og at du husker at give hånd.

11. Op på hesten igen

... og det 11. hemmelige råd er med, fordi man ikke kan sige det for tit: Hvis du ikke fik jobbet, er det ikke din skyld. Det er faktisk ikke nogens skyld. Der var bare en anden som passede bedre til jobbet.

Det er selvfølgelig ikke decideret skadeligt at analysere lidt på, hvad du måske kunne gøre bedre - og måske også spørge virksomheden om det.

Selvfølgelig bliver du ked af det. Skuffet. Sur. Irriteret. Fortsæt selv. Men du skal altså op på hesten igen - for eksempel ved at skynde dig at søge et nyt job, eller sende en uopfordret ansøgning afsted.

God jobjagt:-)

Kristian Høgh Stephansen

Kristian Høgh Stephansen
26. november 2018

Tilmeld dig Ugebrev for ledige

image

CV skabeloner, tips og tricks til din jobsøgning, ledige jobs. nyt arbejdsmarked. Du får det hele og lidt til hver tirsdag i Ugebrev for ledige.

Læs mere på Ugebrevforledige.dk eller tilmeld dig herunder.